Author Archive

To trusler mod dansk sammenhængskraft

10 June, 2019 Leave a comment

Der er to trusler mod sammenhængskraften i Danmark: de muslimske parallelsamfund og partier som Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. Det skriver lektor og konservativ debattør, Stefan Agger, i Berlingske.

Den første trussel mod sammenhængskraften er de muslimske parallelsamfund, som mere eller mindre frivilligt er ekskluderet fra det almindelige danske fællesskab. Det er lommer i det danske samfund, hvor andre fællesskaber og andre normer og værdier trumfer det danske nationale fællesskab og dets normer og værdier. Dermed skabes en ”os og dem” logik, frem for et ”vi”.

Den anden trussel mod sammenhængskraften er den bevægelse, som gennem årtier har arbejdet på at nedbryde de institutioner i Danmark, der opretholder bevidstheden om det nationale sprog, historie og kultur. Denne bevægelse finder sit udtryk gennem partier som Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, der bekender sig til en frigørelsesideologi eller opløsningsideologi.

Disse partier vil afskaffe kristendom, nedprioritere det nationale i kunsten, afskaffe eller svække fag som historie og dansk og tildele stemmeret og statsborgerskab til stort set alle og enhver.

Fælles for denne kulturradikale bevægelse er en manglende indsigt i, hvad der overhovedet udgør et fællesskab, og hvordan et fællesskab fungerer. Fællesskaber, hvor det ikke kan afgøres, hvem der er inde og hvem der ikke hører til, er slet ikke fællesskaber, men en ligegyldighed.
Categories: Uncategorized

Drowning Doesn’t Look Like Drowning

19 June, 2018 Leave a comment
APR 26, 2018


iStock Photo/bingokid

One of the first things I ever wrote for publication was a short article about drowning recognition for a Coast Guard magazine. A few years later, I adapted the piece for recreational boaters. I tried my best to get it published, but no one wanted it. Reader’s Digest said it was “too dark,” and everyone else (including Soundings magazine) simply ignored the submission.

Thanks to a friend of mine who had a blog, my piece on drowning was first posted eight years ago to the day in 2010. It went viral and crashed his website. Since then, it’s been translated into 15 languages, was published in the Washington Post, and Reader’s Digest eventually requested to buy the rights. After years of saying yes to requests to republish, repost and translate (there have been hundreds), I released the piece to the public domain. But I never got the article into a major boating magazine as I intended. Well, this is my blog, so I like my chances this time.

Summer is coming, folks, and I think the short article below is the most valuable thing I’ve put together, ever. I wanted to make sure followers of this blog have read it.

The new captain jumped from the deck, fully dressed, and sprinted through the water. A former lifeguard, he kept his eyes on his victim and headed straight for a couple who were swimming between their anchored sportfish and the beach. “I think he thinks you’re drowning,” the husband said to his wife. They had been splashing each other, and she had screamed, but now they were just standing neck-deep on a sandbar. “We’re fine, what is he doing?” she asked, a little annoyed. “We’re fine!” the husband yelled, waving him off, but his captain kept swimming hard toward him. “Move!” he barked as he sprinted between the stunned owners. Directly behind them, not 10 feet away, their nine-year-old daughter was drowning. Safely above the surface in the arms of the captain, she burst into tears and screamed, “Daddy!”

How did this captain know — from 50 feet away — what the father couldn’t recognize from just 10? Drowning is not the violent, splashing call for help that most people expect. The captain was trained to recognize drowning by experts and years of experience. The father, on the other hand, learned what drowning looks like by watching television.

If you spend time on or near the water (hint: that’s all of us), then you should make sure that you and your crew know what to look for when people enter the water. Until she cried a tearful, “Daddy,” the owner’s daughter hadn’t made a sound. As a former Coast Guard rescue swimmer, I wasn’t surprised at all by this story. Drowning is almost always a deceptively quiet event. The waving, splashing and yelling that dramatic conditioning (television) prepares us to look for is rarely seen in real life.

drowning2The Instinctive Drowning Response, so named by Francesco A. Pia, Ph.D., is what people do to avoid actual or perceived suffocation in the water. And it does not look like most people expect it to. When someone is drowning there is very little splashing, and no waving or yelling or calling for help of any kind. To get an idea of just how quiet and undramatic drowning can be, consider this: It is the number two cause of accidental death in children age 15 and under (just behind vehicle accidents). Of the approximately 750 children who will drown next year, about 375 of them will do so within 25 yards of a parent or other adult. In 10 percent of those drownings, the adult will actually watch them do it, having no idea it is happening.

Drowning does not look like drowning. Dr. Pia, in an article he wrote for the Coast Guard’s On Scene magazine, described the instinctive drowning response like this:

  • Except in rare circumstances, drowning people are physiologically unable to call out for help. The respiratory system was designed for breathing. Speech is a secondary or overlaid function. Breathing must be fulfilled before speech occurs.
  • Drowning people’s mouths alternately sink below and reappear above the surface of the water. The mouths of drowning people are not above the surface of the water long enough for them to exhale, inhale and call out for help. When the drowning people’s mouths are above the surface, they exhale and inhale quickly as their mouths start to sink below the surface of the water.
  • Drowning people cannot wave for help. Nature instinctively forces them to extend their arms laterally and press down on the water’s surface. Pressing down on the surface of the water permits drowning people to leverage their bodies so they can lift their mouths out of the water to breathe.
  • Throughout the Instinctive Drowning Response, drowning people cannot voluntarily control their arm movements. Physiologically, drowning people who are struggling on the surface of the water cannot stop drowning and perform voluntary movements such as waving for help, moving toward a rescuer or reaching out for a piece of rescue equipment.
  • From beginning to end of the Instinctive Drowning Response, people’s bodies remain upright in the water, with no evidence of a supporting kick. Unless rescued by a trained lifeguard, these drowning people can only struggle on the surface of the water from 20 to 60 seconds before submersion occurs. (Source: On Scene magazine: Fall 2006 page 14)

This doesn’t mean that a person who is yelling for help and thrashing isn’t in real trouble — they are experiencing aquatic distress. Not always present before the instinctive drowning response, aquatic distress doesn’t last long, but unlike true drowning, these victims can still assist in their own rescue. They can grab lifelines, reach for throw rings, etc.

Look for these other signs of drowning when persons are in the water:

  • Head low in the water, mouth at water level
  • Head tilted back with mouth open
  • Eyes glassy and empty, unable to focus
  • Eyes closed
  • Hair over forehead or eyes
  • Not using legs
  • Hyperventilating or gasping
  • Trying to swim in a particular direction but not making headway
  • Trying to roll over onto the back
  • Appears to be climbing an invisible ladder

So, if a crewmember falls overboard and everything looks okay, don’t be too sure. Sometimes the most common indication that someone is drowning is that they don’t look as if they’re drowning. They may just look as if they are treading water and looking up at the deck. One way to be sure? Ask them, “Are you alright?” If they can answer at all, they probably are. If they return a blank stare, you may have less than 30 seconds to get to them. And parents — children playing in the water make noise. When they get quiet, you need to get to them and find out why.

Learn More Myths About Drowning.

Categories: Uncategorized

Nikki Haley’s historic Speech at the UN

28 December, 2017 Leave a comment
“To its shame, the U.N. has long been a hostile place for the state of Israel. Both the current and the previous Secretary-Generals have objected to the UN’s
disproportionate focus on Israel. It’s a wrong that undermines the credibility of this institution, and that in turn is harmful for the entire world.I’ve often wondered why, in the face of such hostility, Israel has chosen to remain a member of this body. And then I remember that Israel has chosen to remain in this institution because it’s important to stand up for yourself. Israel must stand up for its own survival as a nation; but it also stands up for the ideals of freedom and human dignity that the U.N. is supposed to be about.

Standing here today, being forced to defend sovereignty and the integrity of my country – the United States of America – many of the same thoughts have come to mind. The United States is by far the single largest contributor to the U.N. and its agencies. We do this, in part, in order to advance our values and our interests. When that happens, our participation in the UN produces great good for the world. Together we feed, clothe, and educate desperate people. We nurture and sustain fragile peace in conflict areas throughout the world. And we hold outlaw regimes accountable. We do this because it represents who we are. It is our American way.

But we’ll be honest with you. When we make generous contributions to the UN, we also have a legitimate expectation that our good will is recognized and respected. When a nation is singled out for attack in this organization, that nation is disrespected. What’s more, that nation is asked to pay for the “privilege” of being disrespected.

In the case of the United States, we are asked to pay more than anyone else for that dubious privilege. Unlike in some UN member countries, the United States government is answerable to its people. As such, we have an obligation to acknowledge when our political and financial capital is being poorly spent.
We have an obligation to demand more for our investment. And if our investment fails, we have an obligation to spend our resources in more productive ways. Those are the thoughts that come to mind when we consider the resolution before us today.

The arguments about the President’s decision to move the American embassy to Jerusalem have already been made. They are by now well known. The decision was in accordance to U.S. law dating back to 1995, and it’s position has been repeatedly endorsed by the American people ever since. The decision does not prejudge any final status issues, including Jerusalem’s boundaries. The decision does not preclude a two-state solution, if the parties agree to that. The decision does nothing to harm peace efforts. Rather, the President’s decision reflects the will of the American people and our right as a nation to choose the location of our embassy. There is no need to describe it further.

Instead, there is a larger point to make. The United States will remember this day in which it was singled out for attack in the General Assembly for the very act of exercising our right as a sovereign nation. We will remember it when we are called upon to once again make the world’s largest contribution to the United Nations. And we will remember it when so many countries come calling on us, as they so often do, to pay even more and to use our influence for their benefit.
America will put our embassy in Jerusalem. That is what the American people want us to do, and it is the right thing to do. No vote in the U.N. will make any difference on that.

But this vote will make a difference on how Americans look at the UN and on how we look at countries who disrespect us in the UN. And this vote will be remembered.

Thank you.”

Categories: Israel, Jew

14 November, 2017 Leave a comment

Frankrig: En civilisation i opløsning

Af Giulio Meotti –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute. 

Frankrig mindes ofrene for terrorangrebene den 13. november 2015. Hvad har man udrettet i de to år siden angrebene?

De franske myndigheder sender 64 millioner euro i kompensation til mere end 2.500 ofre for jihad-angrebene i Paris og Saint-Denis. Terrorbekæmpelsesstyrkerne har også opnået vigtige sejre. Ifølge ugemagasinet L’Express har man de sidste to år forhindret 32 terrorangreb, konfiskeret 625 skydevåben, undersøgt 4.457 personer mistænkt for at have jihadistiske forbindelser, og 752 personer blev sat i husarrest. Det generelle indtryk er imidlertid, at det er et land, der “opløses indefra”.

En læge tager sig af et offer for terrorangrebet i Paris den 13. november 2015. (Foto: Thierry Chesnot/Getty Images)

Da to franske piger blev myrdet af en islamist i Marseille i sidste måned, skrev kommentatoren Mathieu Bock-Côté, at Frankrig oplever “et forløb med national og kulturel opløsning, som myndighederne har besluttet at følge og forvalte uden at hævde, at de bekæmper og overvinder det, som om det var uundgåeligt”. Han ser ud til at have ret.Den spanske anti-fascistiske journalist Manuel Chaves Nogales flygtede i 1939 til Frankrig, hvor han bevidnede Frankrigs sammenbrud som følge af tyske angreb. Hans bog L’agonie de la France (“Frankrigs lidelser”) kunne have været skrevet i vore dage. Nogales skrev, at mens de tyske soldater marcherede gennem Paris’ gader, vrimlede franskmændene ud af biograferne “lige i rette tid til en aperitif på bistroen”.

Den foregående franske præsident, François Hollande, prøvede ikke engang at blive genvalgt; Hans efterfølger, Emmanuel Macron, nægter at tale om islam og virker til at acceptere den permanente overgivelse til en tilstand af frygt og nødsituation. Den franske hær formåede ikke at befri Raqqa i Syrien, som den havde lovet efter angrebene. “Frankrig vil ødelægge ISIS“, sagde Hollande efter massakrene i Paris; men det blev USA og kurdiske styrker, der befriede Islamisk Stats de facto hovedstad. 15.000 franske islamister overvåges nu af den franske efterretningstjeneste. I mellemtiden er 40.000 jøder flygtet fra Frankrig i løbet af de seneste ti år.

Almindelige franskmænds sikkerhed kan ikke længere garanteres. Islamistisk vold kan opstå hvor som helst og ramme dem, der bærer en uniform og dem, der ikke gør. Alle franske borgere er nu mål i en krig, hvor alt er tilladt for de islamistiske terrorister.

I Frankrigs parlament er de “islam-venstreorienterede” stemmer blevet stadigt mere frimodige. Den politiske klasse underholder sig selv med “inkluderende tekster” i skolen; in vitro befrugtning for singler og homoseksuelle og straksbøder for “sexistisk” chikane. Ingen af de franske terrorister, der tog til Syrien for at halshugge, har mistet deres statsborgerskab. Magasinet Charlie Hebdo får nu påny dødstrusler, og der er ingen større franske medier, der har udtrykt solidaritet med deres myrdede kolleger ved at tegne islamiske karikaturer. Ofrenes pårørende udgav bøger med titlen I får ikke mit Had. Mange intellektuelle er blevet trukket i retten på grund af påstået “islamofobi“.

I mellemtiden er ingen af de islamistiske enklaver inden for den sekulære republik blevet vundet tilbage, og kun 19 salafistiske moskeer er blevet lukket.

Det franske parlament fandt det for nylig påtrængende at fratage politikeren Marine Le Pen hendes immunitet, efter at hun havde tweetet billeder af ofre for IS, herunder et af den amerikanske journalist James Foley. “Daesh er DETTE!“, skrev hun som ledsagetekst til billederne, idet hun brugte den arabiske forkortelse for IS. Det vil sige at et land, der har lidt under Islamisk Stats drab på 250 borgere, fjernede den politiske beskyttelse af en leder, der allerede er under politibeskyttelse, fordi hun spredte billeder af ofre for Islamisk Stat, og de åbnede herved døren for hendes forfølgelse.

Fader Jacques Hamels martyrium for islamisters hånd er allerede glemt; Stedet, hvor massakren fandt sted, afventer stadig et besøg fra Pave Francis som tegn på kondolance og respekt. Franske dommere har nu travlt med at fjerne kristne symboler fra landskabet: I Ploërmel blev et kors over en statue af Pave Johannes Paul II i sidste måned beordret fjernet, da det hævdedes at være i modstrid med adskillelsen mellem stat og kirke.

Paris’ borgmester Anne Hidalgo forbød for nylig byens største julemarked, da det ikke var stilfuldt nok. Frankrigs myndigheder og elite ødelægger stykvist landets historiske, religiøse og kulturelle arv, så der ikke er noget tilbage. Et land, der er blevet frataget sin identitet, får sin indre styrke knust. Samuel Pruvot, der er journalist ved Famille Chrétienne (“Kristen Familie”), hævdede for nylig, at kristendommen i Frankrig snart vil være at finde på “museer”.

Fransk kultur er i de seneste to år blevet mærket af “følelsen af verdens undergang“. Intellektuelle fra både venstre- og højrefløjen har udgivet essays om “Frankrigs selvmord“, landets “dekadence” og dets “ulykkelige identitet“. Dette er fremragende og vigtige udlægninger af det franske samfunds nuværende tilstand. Der er nu brug for, at Frankrig kommer ud af sin sorg. Landet skal vise styrke – viljen til sejr.

Frankrig skal nu begynde at kæmpe den ideologiske krig, der er den vigtigste kamp næst efter arrestationer og beslaglæggelse af våben. Hvis Frankrig ikke gør det, vil den 13. november 2015 blive husket som den dag, hvor Frankrig, som sociologen Shmuel Trigano udtrykte det, “leverede ofrene for at undgå at kæmpe mod morderne”.

Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er italiensk journalist og forfatter

Categories: Uncategorized

Whale hunting in the Faroe Islands has received a bad reputation. But here’s what social media is getting wrong.

WHALING IS CURRENTLY AN ISSUE OF HOT INTERNATIONAL DEBATE, and the whale hunts in the Faroe Islands are at the center of the controversy. (The Faroe Islands are a small archipelago in the North Atlantic Ocean, northwest of Scotland and halfway between Iceland and Norway).

The Faroese hunt pilot whales in a tradition known as the Grindadrap, (a.k.a the Grind); a non commercial whale hunt which occurs annually to provide a source of local food. However the international attention the nation has received has largely misrepresented the Faroese way of life, and many arguments made by protestors are often both incorrect and misleading.

Whale hunting in the Faroe Islands has received a bad reputation. But here’s what social media is getting wrong:

1. The Faore Islands are Danish and thus must abide by European Union laws.

The Faroe Islands are a self-governing country within the Danish Realm. They act independently of Denmark in all areas of self government, which includes the conservation and management of fish and whale stocks.

It is important to understand that an essential feature of the Faroese foreign policy is the fact that they chose to remain outside the European Union when Denmark chose to enter as a member state. So while Denmark is a member of the EU where whale hunting for commercial purposes has been prohibited through international treaties, the Faroe Islands are not.

The only thing that Denmark does in the Faroe Islands is to protect the island’s rights. The Faroese do not have a military force, so therefore the police are Danish. When people say the Danish military has become involved with the grind, the police have asked them for help. They are patrolling the sea area of the Faroe Islands protecting Danish Authority over Danish ground.

2. Whaling in the Faroe Islands is illegal.

Whaling in the Faroe Islands continues because it is legal. Whether or not you believe that it should be, these hunts are not against the law. There’s no room for opinion to try and claim otherwise even though many on social media do.

The grind is a non-commercial practice. The meat is not exported, but kept for the local community and distributed as free food (similar to whaling in Greenland or Alaska where the meat and blubber is harvested for their own consumption). Since there is no international trading, the islands are not in violation of international law.

As mentioned above, despite ties to Denmark, the islands do not form part of the European Union, and are therefore not party to international treaties which outlaw whaling.

3. The pilot whale hunted in the Faroe Islands is an endangered species.

Pilot whales are not an endangered species. They are not listed on the WWF endangered species list nor are they listed as endangered on the International Union for the Conservation of Nature’s Red List.

With an average of around 1,000 animals killed each year in the Faroe Islands, the practice is internationally considered sustainable. This represents less than 1% of the total estimated pilot whale stock.

4. The hunts are not humane.

Animal welfare is taken very seriously in the Faroe Islands. Legislation requires that all animals slaughtered for meat are killed as quickly and humanely as possible, and this law is strictly enforced. Claims that whales are bludgeoned and hacked to death are completely incorrect.

Whales are killed with a spinal lance called the grindaknivur. This is used to sever the spinal cord and cut off blood supply to the brain, resulting in a loss of consciousness and death within seconds. Only approved weapons and techniques are used, and these are constantly reviewed and developed to keep up with technological and academic advances.

The hunts are opportunistic — they only occur when whales are sighted by chance, and close enough to land to drive into the shores of shallow bays and beach. There is no disputing that they are killed in the sea, though the blood loss in the bays makes for a very dramatic sight. Images of this scene are captured and circulated online to provoke strong reactions, especially from those who have never witnessed the slaughter of animals from which the meat they consume derives.

No animal killed on the Faroe Islands is ever kept in an enclosure. Pilot whales are free right up until the point at which they are killed; the ultimate definition of free range and organic. They are never interfered with until the hunt.

5. The hunts are a cultural ritual.

The hunts are a tradition, not a ritual. And this is an important distinction. A tradition is a cultural element passed through generations. The Faroese have been hunting pilot whale for the past 1,200 years as a means of providing the local community with food.

A ritual, on the other hand, is a procedure or collection of processes relating to a rite or ceremony. And there is no ceremony or rite attached to the hunts. False statements on social media include that young people kill as a rite of passage into adulthood, that whales are hunted for fun, and that the this is a ritual blood sport. But this is completely incorrect.

The sole purpose of hunting pilot whales in the Faroe Islands has always been to provide the local community with food. And this will always continue to be.

6. Eating Pilot Whale is no longer necessary — there is plenty of food.

This one is open for argument. The mountainous islands and harsh conditions of the Faroes are largely unfit for agriculture, and as such, the islanders have historically depended on fishing, livestock…and whales. Severely isolated from the rest of the world, it was once vital that the Faroese were able to provide their own food, and pilot whales were instrumental to survival.

Though this no longer the case, it is important to note that whale meat does still represent about a quarter of the meat consumption in the Faroes, and as such remains economically significant. If the Faroese were to stop hunting whales, they would need to catch a lot more fish or kill other animals within their environment as replacement.

In an article focused on setting the record straight, Maria Jacobsen says “if the argument is specifically against the use of pilot whales as meat over the use of other animals as meat, then the argument seems redundant in itself. The use of pilot whales for meat allows for free range, organic and sustainable food production that is humanely and ethically sourced, heavily monitored and regulated, and locally produced, eliminating environmental transportation costs. When this meat source is compared with the industrial farming practices of large-scale meat producers that would likely replace it, the environmental and ethical issues are hugely overshadowed.”

7. The best way to protest is through provocative anti-whaling campaigns.

The problem with provocative anti-whaling campaigns such as those mounted by the Sea Shepherd is that they are unfair in their approach, and highly counterproductive. Hate speech plagues social media, propaganda quickly spreads, and myth and misinformation is intentionally circulated online. Though this only strengthens the desire of Faroese nationalists to hold onto their cultural heritage, and the result is more polarization on the issue.

Activists insist that whalers are morally wrong to slaughter pilot whales, though whalers stand firm in that they refuse to be bullied by outsiders trying to impose their own world view.

The willingness of activists in the Faroe Islands to break the law by interfering with the hunts has resulted in imprisonment, deportation, and the discussion of a ban of members of the Sea Shepherd organization. And this is a shame, as these stories overshadow and frustrate the efforts of peaceful organizations who are protesting on the islands with valid points and respectful methods.

Those who become swept up in a war of words and desire to attack the character of the Faroese as a society have lost sight of their cause and forgotten about the whales they should be fighting to save. Name calling has never saved a whale. The only way to make a positive impact through protesting in this scenario is a willingness to engage in reasoned, diplomatic discourse.

Categories: Uncategorized

Er de israelske bosættelserne illegale?

22 December, 2016 Leave a comment

Det er der mange, der ganske fejlagtigt mener. Hvilket er meget forståeligt, når selv FN synes at have glemt, at international ret stadig garanterer jøder retten til at bosætte sig overalt på Vestbredden.

Det er sjældent, at medierne beretter om problemerne i Mellemøsten, uden at de samtidig hævder, at det er de jødiske bosættelser på Vestbredden, der er årsagen til hele miseren. Hvis ikke de var der, ville freden sænke sig over hele området, og alle ville blive glade. Denne pointe blev igen bøjet i neon den 23. maj i DR 2s program om de franske jøders flugt fra Europa, hvor det blev kraftigt understreget at flugten i virkeligheden skyldtes bosættelserne.

Ja, bare disse grimme torne blev trukket ud af det ømfindtlige arabisk/muslimske legeme, ville alt blive fred og fordragelighed. Er det sandt? Ja, måske hvis man kun ser på sagen med ahistoriske briller. Men det giver næppe det korrekte perspektiv, og for at forstå sagens rette sammenhæng er man nødt til at dreje tiden tilbage til Palæstinas opståen i kølvandet på Første Verdenskrig. Dengang verden så anderledes ud.

Da krigen begyndte i 1914, var der intet Palæstina. Det eksisterede kun som et ikke særlig præcist geografisk begreb i Vesten, men i Mellemøsten var navnet ukendt. Der var ingen region ved navn Palæstina i det enorme osmanniske rige, og nyskabelsen Palæstina blev til – ganske vilkårligt – ved at de sejrende vestmagter sammenlagde tre osmanniske provinser: Akko, Jerusalem og Nablus.

Det begyndte ved San Remo-konferencen i 1920, hvor stormagterne under anførsel af Storbritannien og Frankrig skabte en politisk enhed, som under højlydte protester fra den arabiske verden blev døbt ”Palæstina”. Det var et område, der i 1000 år havde været kendt i Mellemøsten som Sydsyrien. Og nu skulle det samles under et for araberne så godt som ukendt navn –  og foreløbig være under britisk overhøjhed (mandat).

Men det var kun en del af det. Der blev samtidig oprettet to andre mandatområder i Mellemøsten: Syrien/Libanon under fransk overhøjhed og Mesopotamien (senere Irak) under britisk overhøjhed. Men nyskabelsen ”Palæstina” havde dog en anden status end dem. Og her begynder tingene at blive indviklede.

Men først det historiske. Der har aldrig i områdets lange historie været noget, der bare minder om et palæstinensisk folk eller en palæstinensisk stat. Ordet Palæstina forekommer hverken i den danske udgave af Ny Testamente eller Gammelt Testamente –og heller ikke i Koranen. Men ikke nok med det, forhandlingerne mellem Storbritannien og araberne om Mellemøstens fremtid (briternes berømte ”løfte til araberne” i 1915) nævnte ikke ordet ”Palæstina” en eneste gang. Og vel af den gode grund, at det ikke fandtes – og araberne kendte heller ikke til det.

Hvad var der før ”Palæstina”?
Men hvad var der så i et område, som bibelen omtaler som Kana’ens land, og som i kraft af de mange besættelser (grækernes, romernes, babylonernes osv) havde fået adskillige andre navne i historiens løb?

Derboende “palæstinensere” opfattede sig selv blot som arabere, indtil bl.a. PLO fandt det opportunt at tale om”palæstinenserne”. Ikke fordi man ville have en palæstinensisk stat, hvilket araberne udtrykkelig afviste i 1947 (FN’s delingsplan); nej det var kun en taktisk manøvre, indrømmede bl.a. PLO¬lederen, Zohair Mohsein.

I virkeligheden var deres mål genforening med det Syrien, inkl. det område der i dag udgøres af staten Jordan, de derboende arabere altid havde ment de var en del af (interview i det nederlandske blad Trouw 31. marts 1977).

”Palæstina” var med andre ord et begreb, araberne var meget sene om at tage til sig.

Men tilbage til de skæbnesvangre år lige efter Første Verdenskrig, hvor det nuværende
Mellemøsten tog form og Palæstina blev til som britisk mandatområde under Folkeforbundet. I dag er der ikke mange der ved, at det nuværende kongerige Jordan var en del af det britiske mandatområde Palæstina helt op til 1946. Men et område med særstatus, for i det østlige Palæstina blev jødisk bosætning i praksis forbudt allerede i 1922. Hvilket betød, at der side om side med det jødiske Palæstina vest for Jordanfloden også lå Transjordan, et arabisk Palæstina. Men begge under midlertidig britisk overhøjhed.

Denne ordning var oprindeligt resultatet af en aftale mellem Transjordans nye uofficielle statholder, emir – senere konge – Abdullah, og Storbritanniens koloniminister Winston Churchill. Denne aftale var jøderne godt tilfredse med. De troede ligesom Churchill, at ordningen ville løse den gordiske knude, fordi araberne ville være tilfredse med det meget de fik – 78 pct. af mandatområdet Palæstina samt hele resten af Mellemøsten og Arabien – og derfor ville unde jøderne det lidt, de fik: ca. én procent af Mellemøsten.

Churchill og Abdullah deler Palæstina
Hvad “Palæstina” angik gav Churchill/Abdullah-aftalen altså hele Transjordan til araberne, mens jøderne fik ret til at bo hvor som helst vest for Jordanfloden i ”jødisk Palæstina”, også kaldet Cisjordan. Denne ret blev nedfældet i mandatområdets Covenant (Grundlov, højtidelig aftale) og vedtaget af Folkeforbundet den 24. juli 1922. Medunderskriverne var samtlige medlemmer af Folkeforbundet (dengang bestående af 51 lande) og Covenant trådte i kraft den 29. september året efter.

Der stod ikke noget i mandatbestemmelserne om, at jøderne ikke måtte bo i det område man i dag kalder Vestbredden, og eftersom denne ret var garanteret af Folkeforbundet – og senere bekræftet af FN – var det et udtryk for international ret. Men det var dengang.

Hvordan er områdets juridiske status i dag?  Har udviklingen ikke gjort disse aftaler forældede? Briterne opgav deres Palæstina-mandat i forbindelse med oprettelsen af staten Jordanien i 1946 og staten Israel den 14.maj 1948, og jøderne selv accepterede FN’s forslag i 1947 om at dele det resterende Palæstina op i to stater, en jødisk og arabisk, inkl. en økonomisk union mellem disse to stater.

Havde jøderne herved ikke givet afkald på deres ret til at bosætte sig hvor som helst på Vestbredden?

Svaret er nej. I princippet var der ikke noget i vejen for, at jøderne stadigvæk kunne bosætte sig hvor som helst vest for Jordanfloden, og Jordans ulovlige besættelse af Vestbredden i 1948 ville ikke nødvendigvis udelukke, at jordanerne ikke ville respektere denne ret. Men i praksis gjorde de det ikke. Tværtimod. Jordanerne smed alle jøder ud af Vestbredden og overtrådte derved bl.a. FN-pagtens artikel 80.

Den jordanske besættelse varede dog kun 19 år, for i forbindelse med seksdageskrigen i 1967 fordrev israelerne jordanerne fra Vestbredden. Samtidig blev egypterne fordrevet fra Gazastriben, som de også holdt besat i 19 år, så nu var lov og ret genetableret og International Court of Justice (ICJ) har bekræftet artikel 80′s gyldighed i tre forskellige andre tilfælde. Den nu afdøde juraprofessor Eugene Rostow har citeret tre eksempler, der alle kan ses på nettet:

Rådgivende udtalelse af 11. juli 1950 vedrørende tysk Sydvestafrika, idag staten Namibia.

Rådgivende udtalelse af 21. juni 1971 vedr. FN’s videreførelse af det opløsteFolkeforbunds forpligtelser, herunder forpligtelser angående overtagne mandatområder (FN¬pagtens artikel 80).

Rådgivende udtalelse af 9. juli 2004 vedr. Israels sikkerhedsbarriere på Vestbredden.

Professor Rostow påpegede, at hverken ICJ eller FN’s generalforsamling kan ændre den ret, jøderne fik til at bosætte sig overalt vest for Jordanfloden, som Folkeforbundets Palæstina-mandat havde givet dem ret til, og som bekræftedes af FN-pagtens artikel 80.

Denne ret er aldrig trukket tilbage. Den gælder stadig.

Derfor er FN’s påstand om, at de israelske bosættelser er illegale selv i strid med international ret, en ret som FN nu – under indflydelse af 56 islamiske stater og deres olieafhængige klientstater – fortolker yderst selektivt. Se blot på FN’s stiltiende anerkendelse af Kinas indlemmelse af Tibet, Tyrkiets besættelse af Nordcypern og Marokkos besættelse af Vestsahara.

Alt sammen hændelser FN sjældent taler højt om, men snarere accepterer som et fait accompli i håb om, at de bliver glemt og at problemet derved ville blive “løst”. Men for Israels vedkommende gælder åbenbart andre regler. Her puster FN sig op med en bølge af fordømmelser og indirekte sanktioner. Og karakteristisk nok overfor et af de få lande, hvis eksistens har et retligt grundlag.

Begrundelsen for at bosættelserne kaldes ”illegale”
Men FN har vel en begrundelse for at udpege de israelske bosættelser som roden til alt ondt? Ja, den består i en henvisning til Genèvekonventionen af 12. august 1949 – dog uden at forholde sig til, at denne konvention taler om besættelse af andre staters område i forbindelse med krigshandlinger.

Og eftersom Vestbredden ikke er en stat og aldrig har været det, er Vestbreddens og Gazastribens folkeretlige status stadig uafklaret, indtil der er indgået en fredsaftale mellem Israel og PLO. Eller en aftale mellem Israel og Jordan om disse områders fremtid, sådan som f.eks. israelske arbejderparti Mapai forslog i 1970′erne.

Ifølge Mapais formand – Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin – er der ingen saglige og folkeretlige grunde til at have to palæstinensiske stater i området! Men Rabins fredsaftale blev forkastet. Så hvad nu? Måske vil der aldrig komme en løsning – udover en stiltiende accept af status quo, eftersom også fredsplanen fra 2003 (Road Map to Peace) synes at have lidt skibbrud, primært på grund af PLO’s stædige fastholdelse af gamle, ultimative krav angående bl.a. grænser, flygtninge og spørgsmålet om Østjerusalems status. Hvortil kommer den mangeårige magtkamp mellem de to største palæstinensiske organisationer al-Fatah og Hamas, som har forhindret dannelsen af en stabil og repræsentativ regering under selvstyret.

Det er der fortsat ikke udsigt til, og det er selvfølgelig heller ikke holdbart, at selvstyrets overlevelse er stærkt afhængig af økonomisk støtte fra bl.a. EU og USA. Derfor burde bl.a. udenrigsminister Kristian Jensen undersøge alternativer til fredsplanen fra 2003, f.eks. den nævnte Rabin/Mapai-plan.

Indtil da kan de israelske bosættelser på Vestbredden ikke anses for ulovlige efter folkeretten, hvis de i øvrigt ikke er i strid med de foreløbige aftaler, der er indgået mellem Israel og PLO som opfølgning på Oslo-aftalen fra september 1993 – og hvis arabiske grundejere på Vestbredden får sædvanlig kompensation (efter israelsk lovgivning), hvis deres ejendomme eksproprieres af Israel af f.eks. sikkerhedsgrunde.

Så bolden ligger på arabernes banehalvdel. Tiden vil vise, hvordan de spiller den tilbage. Med vold – eller med dialog og vilje til kompromis. Vi må håbe på det sidste.

Kilde: Dem Korte Avis

Categories: Uncategorized

Kvinden tager et billede af sin mand og 1-årige søn, mens de tager et brusebad. Sandheden bag billedet får hele nettet til at koge over.

22 August, 2016 Leave a comment

Vi mennesker kan være meget hurtige til at dømme hinanden, ofte på forhånd og uden at kende hele historien bag. Selvom det måske ikke er muligt at “vaske” denne adfærd væk, så syntes jeg, at vi skal gøre alt der står i vores magt og forsøge at ændre denne adfærd. Jeg håber, at denne historie fra det virkelige liv kan bidrage til, at vi tænker os om, før vi vælger at dømme andre mennesker. Måske kan vi ved at dele denne histories budskab i fremtiden stoppe nogen med at komme med grimme, forudindtagede kommentarer, uden at de har fået en fuld forståelse af situationen. Det hele startede for at par uger siden, da fotografen Heather Whitten lagde et billede på Facebook af hendes og 1-årige gamle søn og sin mand, Thomas. Faren og sønnen sidder på billedet nøgne sammen i brusebadet, hvilket vagte stor vrede hos mange.

Billedet blev mødt med hadefulde kommentarer, og blev efter et stykke tid fjernet fra Facebook. Der var ingen der interesserede sig for den historie, der lå bag billedet, og derfor valgte Heather i et følelsesmæssigt brev at fortælle, hvorfor hun i første omgang valgte at lægge billedet op på Facebook.

Heather Whitten Photography

“Da jeg sad i brusebadet sammen med dem, blev jeg overvældet af scenen foran mig. Denne mand. Denne mand, partner og far. Han var så tålmodig, kærlig og stærk med vores lille søn i hans skøn. Han hviskede trøstende til Fox, at han nok skulle få det godt igen, og at Thomas skulle tage sig af ham”
, skriver Heather Whitten på Facebook og fortsætter:
“Jeg blev forbløffet over, hvor mange mennesker der gik glip af den bagvedliggende historie, og som ikke kunne se forbi nøgenheden på billedet for at finde historien. De fokuserede kun på, at de begge var nøgne, i brusebadet. Jeg havde overskredet en grænse. Det var for intimt. Det skulle ikke have været delt i offentligheden.

Men jeg er uenig. Det kan godt være, at du ikke deler billeder af din familie, som jeg gør. Men det giver dig ikke retten til at lukke munden på mig. At fratage mig retten til ucensureret at dele vores erfaringer. Der er hverken noget seksuelt eller udnyttende ved dette billede. Det viser ikke engang “private dele””.

I skrivende stund er Heathers indlæg blevet delt 35.000 gange, og 150.000 har syntes godt om det.

Article Link
Categories: Uncategorized
%d bloggers like this: