Home > Gaza, Hamas, Israel > Hvem hyler sirenerne for?

Hvem hyler sirenerne for?

14. august 2014 – Klumme af Jeppe Samuel Cholewa Juhl

Israels kamp er Vestens kamp. Det er den ubekvemme og sørgelige sandhed, som et Europa i moralsk forfald nægter at se i øjnene, skriver Jeppe Juhl.

Israels kamp er Vestens kamp. Det er den ubekvemme og sørgelige sandhed, som et Europa i moralsk forfald nægter at se i øjnene, skriver Jeppe Juhl.

En sælsom form for moralsk vanvid har grebet den vestlige verden i forbindelse med krigen i Gaza mellem Hamas og Israel. Et vanvid der manifesterer sig ved, at mange af os ikke længere er i stand til at skelne mellem det Onde og det Gode.

Jeg har i de sidste fem uger følt mig hensat til et parallelunivers, hvor alt er vendt på hovedet. Jeg kniber mig i armen. Er vi blevet vanvittige i den vestlige verden?

Tegnene er desværre tydelige. Som stjernerne på en skyfri himmel. For mig er der ingen tvivl. Den vestlige verden, i særdeleshed Europa, er i et frit moralsk og historieløst fald.

Mens den lille, jødiske stat Israel har forsvaret sin civilbefolkning mod raketter og dræber-tunneler fra en pervers terrororganisation, der kynisk ofrer sine egne børn og kvinder ved at bruge dem som menneskelige skjold, så er tusinder og atter tusinder af muslimer, kristne kurdere og yazidier i samme periode blevet slagtet af IS i Irak og omegn.

Assad har ufortrødent fortsat sit systematiske drab på sin egen befolkning i Syrien. Ældgamle ur-kristne samfund er blevet slettet fra jordens overflade. Mænd, kvinder og børn er i Allahs navn blevet solgt som slaver, korsfæstet, halshugget og begravet levende i Mellemøsten og Nordafrika.

Befolkningerne i Vesten har reageret ved at gå på gaden. De er vågnet op til ”dåd”, og har nægtet at være passive tilskuere. I Europa, men også i Nordamerika og Australien, har der været massive demonstrationer. Ikke i forfærdelse over systematisk etniske folkemord. Ikke imod IS. Ikke mod Assad. Ikke mod islamisk vanvid.

Men imod Israel og modernitet og demokrati og i solidaritet med Hamas, hvis erklærede mål 1 det er at udrydde alle verdens jøder i almindelighed og de israelske jøder i særdeleshed.

Europa er gået på gaden for at hylde barbariet og en ”underdog”, der har rabies.

Demonstrationerne har vist, at det ældste had af alle er vækket til live. En dvælende dæmon, hvis ondskab vi alle troede vores kontinent havde fortrængt, har rejst sig fra sit leje: antisemitismen er tilbage i det Europa, der myrdede seks millioner af sine jødiske borgere for bare 70 år siden.

Og jødehaderne skjuler sig ikke. De føler sig på sikker grund. Godt opildnet af den internationale presses ansvarsløse og ansvarspådragende fiksering på døde babyer har Europa i de sidste fire uger været skamfuld skueplads for scener, der umiskendeligt fører tankerne hen på nazi-Tyskland i 30erne: brandattentater mod synagoger, smadrede jødisk ejede butikker og overfald på lokale jøder, der intet personligt ansvar har for Israels handlinger.

Reaktionen fra Europas politikere – bortset fra de liturgiske småfordømmelser og tomme hensigtserklæringer – har været tavshed. Ingen af dem har haft det fornødne mod til at adressere ondets rod. Et onde som de selv har importeret, og som de nu er blevet indenrigspolitiske gidsler af.

Moralsk forfald

Det er næsten en naturlov, at klarsyn kommer udefra. Den russisk-jødiske dissident Natan (Anatoly) Sharansky beskriver i sin bog ”The Case For Democracy” det absolutte chok han fik over den mangel på ”moral clarity”, der mødte ham, da han efter mange års fangenskab i det hedengangne Sovjetunionen satte fødderne i Vesten. 2

Sharanskys chokerende oplevelse var kort fortalt, at selv om han ubetinget hyldede pluralismen i den fri verden, så kunne han se, at mange i de vestlige demokratier har mistet evnen til at skelne mellem det Gode og det Onde, fordi den daglige demokratiske diskurs i kampen om magten ofte får gråzoner mellem legitime standpunkter til at fremstå sort-hvide. 3

Vi er blevet forkælede af vores velstand og frihed. Og denne velstand har medført en intellektuel slaphed og deraf affødt historieløshed, som fremmer den relativisme, der tankeløst og irrationelt projicerer vores vestlige virkelighed over på kulturer, der ikke tåler sammenligning med vores egen, hvilket uundgåeligt fører til, at vores moralske kompas kommer ud af kurs.

Konsekvensen af Sharanskys erkendelse er uhyggelig, hvis den er sand. For når en civilisation ikke længere er i stand til at forstå og forsvare de værdier, den er bygget på, når kulturel og moralsk relativisme får lov til at erodere de støttepiller, der er selve fundamentet for dens eksistens, når løgnen bliver sandhedens banemand, så er løbet kørt. Det viser historien os.

Had og uvidenhed

Desværre tyder alt i sol og måne på, at Sharansky så rigtigt. Når vi igennem de sidste fire uger har oplevet, at mange europæere drager en moralsk ækvivalens mellem en demokratisk stat og en dødskult ved at underskrive fordømmende manifester mod Israel eller gå hånd i hånd med muslimske indvandrere fra deres respektive lande, mens der svinges med grønne Hamas-bannere og sorte jihad-flag og hadefuldt råbes:

”Free Palestine from the river to the sea” , ”gass the Jews”, ”Hitler was right” og

”stop the genocide”…

… så er det ikke kun et tegn på, at disse mennesker er præget af kolossal uvidenhed og mangel på historisk indsigt. Det er ikke kun et tegn på intellektuel dovenskab og tankeløs relativisme. Det er ikke kun et tegn på en total despekt for årsagssammenhænge. Det er ikke kun et tegn på en kombination af galskab og mere eller mindre latent antisemitisme forklædt som anti-zionisme. Det er ikke kun et tegn på, at mange flere end vi europæiske jøder vil vide af i virkeligheden er modstandere af, at der eksisterer en jødisk stat.

Når Vestens Israel-hadere sammenligner sikkerhedsmuren med Berlin-muren. Når Vestens anti-zionister (sic!) kalder Israel for en apartheid-stat og starter boykotbevægelser.

Når de skriger fra byens tage, at Israel er vor tids nazister, at jøderne forøver folkemord og sammenligner Gaza med Auschwitz, så er det ikke kun et tegn på, at de hylder løgnen og er fyldt med blindt had.

Når man ikke kan indse, at Hamas er palæstinensernes værste fjende. Når man ikke kan gennemskue, at Hamas med utilgivelig kynisme slår sine egne børn ihjel i en barbarisk og pervers PR-krig. Når man ikke kan eller vil indse, at Hamas ikke kæmper for frihed, men for det stik modsatte, så er det ikke kun et tegn på manglende intelligens.

Nej! Alt det ovenstående er først og fremmest et tegn på Vestens moralske forfald.

Vestens kanariefugl 

Jeg skrev for nogle år siden et lille essay efter inspiration fra Dennis Prager, som jeg kaldte ”Israel er Vestens kanariefugl”, hvor jeg sammenlignede Israel med de kanariefugle, som fortidens minearbejdere tog med sig ned i dybet til brug for varsling i tilfælde af dødelige gasudslip.

Jeg hævdede, og hævder fremdeles, at den dag Vesten lader sin kanariefugl i stikken, det er den dag, der indvarsler det moralske forfald, som i sidste ende vil føre til civilisationens uundgåelige deroute.

Kanariefugle-sammenligningen er siden hen blevet brugt af mange skribenter, når de har skrevet om den vestlige verdens forhold til Israel, og det er naturligvis, fordi udtrykket indeholder en elementær og fundamental sandhed: nemlig den trivielle og aldeles åbenlyse kendsgerning for tænkende væsener, at Israels kamp er Vestens kamp.

Det vi er vidne til er en frontlinje, der på et eller andet tidspunkt vil nærme sig os, hvis ikke vi støtter op om dem, der kæmper på fronten. Israels kamp er Vestens kamp. Dette er den ubekvemme sandhed. Vi kan stikke hovedet i busken. Vi kan kigge den anden vej. Vi kan lukke ørene. Men længere er den ikke.

Så når sirenerne, der varsler, at raketter er på vej ind over Sderot, Ashkelon, Tel Aviv og Jerusalem, hyler, så hyler de i virkeligheden også over Paris, London, København, Stockholm og Berlin. De hyler over Toronto, New York, Sidney og Chicago. De hyler over Rom, Marseille, Birmingham, Aarhus og Hamborg.

Kritikere af mit postulat kan med rette pege på den kendsgerning, at verdens vestlige ledere har bakket op om Israels ret til at forsvare sig mod Hamas’ raketter.

Men med undtagelse af Canadas Stephen Harper, den vestlige verdens eneste statsmand, er denne banale selvfølgelighed hver gang blevet fulgt op med diverse formaninger om israelsk mådehold i form af opfordring til proportional krigsførelse og dialog.

Løgn og hykleri

Formaningerne om at føre proportional krigsførelse er hykleriske, historieløse og imod bedre vidende.

Formaningerne er hykleriske, fordi ikke et eneste vestligt land ville have vist så stor tålmodighed og varsomhed som Israel, hvis deres civilbefolkning havde været udsat for de raket- og missilangreb israelerne har været udsat for lige siden de frivilligt trak sig ud af det ”besatte” (sic!) Gaza i 2005. Gazas døde børn er en uhørt tragedie, men ansvaret ligger naturligvis hos Hamas. Det burde ikke være svært at forstå.

Formaningerne er historieløse, fordi vor tids opportunistiske ledere bekvemt ”glemmer”, hvordan deres forgængere bekæmpede nazi-Tyskland og Japan i krigens slutfase, hvor sejren allerede var sikret, ved at brandbombe bl.a. Dresden, Hamborg og Tokyo.

For slet ikke at tale om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. En lille million civile døde under disse angreb. Ja, krig er forfærdelig.

Formaningerne er sagt imod bedre vidende, fordi de vestlige ledere udmærket ved, at Israels asymmetriske krigsførelse i Gaza, hvor ulykkelig og blodig den jo end er for de uskyldige civile, er historisk eksemplarisk 4med et aldrig før set lavt forhold mellem antallet af dræbte civile og militante. Den såkaldte combattant non-combattant ratio er i Gaza under 1:1, mens den i Irak og Afghanistan har været mellem 4 og 5 gange større 5.

Hvor hykleriske og foragtelige kravene om proportionalitet end er, så blegner det i sammenligning med kravene om, at Israel går i dialog med Hamas.

Dialog har alle dage været en slags verbal trylleformular. Især på den relativistiske og verdensfjerne venstrefløj. Bare vi taler om det, så skal det nok gå.

Kravet er ikke kun tordnende umoralsk. Det er direkte ubegavet. Og det demonstrerer total uvidenhed om den mellemøstlige virkelighed i almindelighed og om Hamas og andre islamistiske grupperinger i særdeleshed.

Lige så lidt man får ud af at forsøge at tale en angribende tiger til besindighed, lige så futilt er det, at forsøge at få en rationel dialog med Hamas, Bokho-Haram, Al-Qaeda, Hizbollah etc. etc. etc.

Disse galninge lever i en anden verden. De hader livet med alle dets mangfoldigheder. De higer efter døden. Hvor svært er det at forstå? Læs dog hvad de skriver, hør dog hvad de siger. De mener hvert et ord og bakker deres ideer op med handling. Den islamistiske dagsorden er ikke nogen hemmelighed. Tværtimod.

Hårdt mod hårdt 

Jeg havde sidste år en privat samtale med en nu forhenværende særdeles højt placeret israelsk embedsmand. Vedkommende, der er erklæret fredsdue og hele sit voksne liv har tilhørt den israelske venstrefløj, rystede stille på hovedet, da jeg spurgte ham til forholdet mellem Europa og Israel.

”Det kan siges meget, meget kort. Europa er irrelevant for Israel, når det drejer sig om fredsprocessen. I forstår ganske enkelt ikke den arabiske verden”, nærmest sukkede han.

Min israelske vens suk dækker over den sandhed, at Israels naboer ikke har respekt for svaghed. Den arabiske klan- og stammekultur parret med de tragikomiske islamiske paroler om jødernes underlegenhed og deres egen overlegenhed forstår kun magt.

Han afsluttede med at indrømme, at Israel siden 1948 er blevet brutaliseret, at færre og færre israelere tror på fred, men understregede samtidig, at ansvaret for denne kedelige kendsgerning helt og aldeles skyldtes det uforsonlige had, som jøderne altid har mødt fra arabiske ledere.

Amos Oz, den eminente israelske forfatter og ”peacenik”, svarede for nylig, da han i et interview blev spurgt, om han gik ind for, at Israel fortsatte operationen i Gaza, indtil truslen fra raketter og terrortunneler var elimineret:

The only alternative to continuing the Israeli military operation is simply to follow Jesus Christ and turn the other cheek. I never agreed with Jesus Christ about the need to turn the other cheek to an enemy. Unlike European pacifists I never believed the ultimate evil in the world is war. In my view the ultimate evil in the world is aggression, and the only way to repel aggression is unfortunately by force. That is where the difference lies between a European pacifist and an Israeli peacenik like myself. And if I may add a little anecdote: A relative of mine who survived the Nazi Holocaust in Theresienstadt always reminded her children and her grandchildren that her life was saved in 1945 not by peace demonstrators with placards and flowers but by Soviet soldiers and submachine guns.” 6

Oz, der både er en stærk fortaler for en tostatsløsning og en ophævelse af blokaden af Gaza, har indset, at hårdt mod hårdt er den eneste vej, og hans udtalelser sætter en stor fed streg under, at de europæiske intellektuelle og venstrefløjen intet har forstået om den virkelighed, Israel befinder sig i.

Omvendt racisme

Det eneste den anti-zionistiske blok har opnået ved at agitere imod Israel og blindt støtte den falske palæstinensiske fortælling er en forværring af en i forvejen nærmest umulig situation.

De puster til den destruktive arabiske offermentalitet og demonstrerer venstrefløjens indbyggede racisme, der hylder paradigmet om de ”lave forventninger” fra folk fra ikke-vestlige kulturer. Venstrefløjen ser i deres kulturelle selvhad og misforståede dårlige samvittighed over den europæiske kolonialisme race og farve overalt. Ja, de er nærmest besatte af det.

Deres erklærede anti-zionisme bliver dermed de facto til antisemitisme, fordi Israel udsættes for dobbelte standarder, en slags omvendt racisme, der bedst kan beskrives som ”de høje forventningers racisme”.

Kravet om, at Israel (læs: jøder) til enhver tid er moralsk forpligtet til at opføre sig ud fra andre standarder end deres fjender, er i sin essens dybt, dybt umoralsk. Og derfor antisemitisk.

Israel er et demokrati, der er fyldt med fejl. Lige som alle de andre demokratier. Israel kan og skal kritiseres, når landet begår fejl. Men når kritikken finder sit rationale i dobbelte standarder, umoral og uvidenhed, så er anti-zionismen blevet til antisemitisme.

Og det er præcis, hvad vi er vidne til i Europa i dag. Israel er blevet mere og mere galvaniseret over for det Europa, der er i færd med at udskifte sin velintegrerede jødiske befolkning med ulykkelige stakler, der er opvokset i en forfejlet kultur, der ikke giver ilt til hjernebarken, på grund af det civilisatoriske vakuum deres modbydelige religiøse skrift afføder.

I stedet for at bakke denne forfejlede kultur op, burde Vesten gøre det eneste rigtige: Sige totalt fra over for den muslimske verden. Lade dem sejle deres egen sø. Vi kan ikke redde hele verden, og når vi forsøger, går det galt.

Kun én ting er sikkert. Europas umoral og deroute får ikke os jøder til frivilligt at gå i døden igen.

Jeppe Samuel Cholewa Juhl er journalist og tv-producent

Noter:

1 – Hamas charter: http://fas.org/irp/world/para/docs/880818.htm

2 – The Case for Democracy – The power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror (Public Affairs, NY. 2004)

3 – The Case for Democracy: PREFACE, s. XVII-XVIII

4 – https://www.youtube.com/watch?v=IOKAL_Y3xYYhttps://www.youtube.com/watch?v=NX6vyT8RzMo

5 – http://blog.joeol.com/2014/08/10/analysis-of-gaza-casualties-suggests-israeli-attacks-not-indiscriminate

6 – http://www.dw.de/oz-lose-lose-situation-for-israel/a-17822511

Link

Categories: Gaza, Hamas, Israel Tags: , , , ,
  1. 17 August, 2014 at 18:32

    Så er det sagt, Jeppe; klart, kontant og lige ud af posen. Og så sandt, som det er skrevet

  1. No trackbacks yet.

Leave a Reply

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: