Home > Gaza, Hamas, islam, Israel, Jew, Middle East > TV2’s dækning af konflikten mellem Israel og Hamas er en regulær medieskandale

TV2’s dækning af konflikten mellem Israel og Hamas er en regulær medieskandale

04. AUG 2014 Den Korte Avis

TV2’s dækning af konflikten mellem Israel og Hamas er en regulær medieskandale

wikimedia

Danske medier har i sommer haft en massiv dækning af konflikten mellem Israel og Hamas. Desværre har en væsentlig del af denne dækning gjort mere skade end gavn, fordi den har givet et groft misvisende billede af, hvad der foregår.
Især TV-stationerne har leveret mange eksempler på stærkt kritisabel og politisk tendentiøs dækning af konflikten. Og her indtager TV2 en suveræn førsteplads.

TV2 er et offentligt medie med særlige forpligtelser til afbalanceret og uvildig journalistisk. De forpligtelser har man givet fingeren.

Der er undtagelser. Veteranen Steffen Jensen har fra Israel leveret reportager, som holder sig inden for almindelige professionelle journalistiske rammer.

Men TV2’s dækning fra Gaza – og fra studiet – er en regulær medieskandale.

Fundamentale kendsgerninger

Når man skal orientere den danske befolkning om denne konflikt, må en række fundamentale kendsgerninger gøres klart:

Den aktuelle konflikt er udløst af, at Hamas sendte raketter mod Israel. Uden Hamas’ aggression ville der ikke være nogen krig.

Hamas’ raketter ind over Israel er rettet mod den israelske civilbefolkning. Når der ikke er sket massedrab på israelske civile, skyldes det ikke, at Hamas holder igen. Det skyldes, at det israelske forsvar er stærkt, og at Hamas rammer dårligt.

Hamas er en ekstrem, fanatisk islamistisk terrororganisation. Den kæmper for Israels udslettelse og oprettelsen af en islamisk stat styret med hård hånd efter shariaen.

Der er i dagens Gaza ikke skyggen af frihed til at udtrykke sig kritisk om Hamas. Og folk, der hævdes at samarbejde med Israel, bliver råt og brutalt henrettet.

Hamas bruger egne borgere som bombeskjold

I begyndelsen af konflikten var Israel tilbageholdende i sine reaktioner på Hamas’ raketter. Man nøjedes med at sende nogle advarselsskud. Men raketangrebene fortsatte, og så optrappede Israel konflikten.

Et nyt afgørende skridt blev taget, da Israel opdagede det fulde omfang af Hamas’ tunneler ind i Israel – til brug for terroraktioner. Israelerne indledte en landkrig, der har været blodig.

Den har været ekstra blodig, fordi Hamas bevidst trækker sin civilbefolkning ind i krigen.

Man skjuler sine våben og krigere på hospitaler, skoler og lignende steder, hvor angreb vil ramme mange civile. Herfra fyres der også raketter af. Og man presser civile til at fungere som levende skjolde.

Israel opfordrer på forhånd civile palæstinensere til at forlade deres huse, før man bomber. Men Hamas’ indenrigsministerium har på sin arabiske hjemmeside sagt, at folk bør blive. Denne formaning er fjernet fra den engelsksprogede udgave. (ifølge Bassam Tawil/Gatestone Institute)

Bliver civile dræbt, kan Hamas udråbe dem til martyrer og bruge dem til at påvirke den vestlige opinion. Som Hamas’ repræsentant i Egypten har formuleret det: ”Hvad er 200 martyrer mod en hævelse af blokaden.” (Jyllands-Posten)

Fortier kendsgerningerne om Hamas

Det er naturligvis helt berettiget, at danske journalister – herunder TV2 – løbende dækker de frygtelige civile tab under konflikten.

Det er ligeledes helt berettiget, at man som journalist beskæftiger sig kritisk med, om Israel undervejs har brugt unødvendig eller uforsvarlig vold for at standse Hamas’ aggression.

Men det er bestemt ikke i orden, at man fortier de helt afgørende kendsgerninger om Hamas og dets rolle – eller nedtoner dem så meget, at de drukner i den samlede dækning

Og det er, hvad TV2 i uhyrlig grad har gjort.

Palæstinenserne er rene ofre 

TV 2’s reportere i Gaza har ihærdigt forsøgt at skjule, at dette er en krig mellem Israel og en islamistisk terrororganisation. De har i stedet ladet, som om det var en krig mellem Israel og almindelige palæstinensere.

Reportagerne har næsten været støvsuget for oplysninger om, hvad Hamas står for, hvad dets mål er, og hvilke metoder det bruger. Der har ikke været noget, der lignede en nøgtern politisk analyse og vurdering af disse hellige krigere.

I stedet har det hele tiden heddet: ”De folk på gaden, jeg taler med, siger …” På den måde får danske seere indtryk af, at den israelske side er rene skurke og den palæstinensiske side er rene ofre.

Man fortæller ikke om Hamas’ ansvar for befolkningens elendighed. Man fortæller ikke, at Gaza-boernes offentlige kommentarer til konflikten ofte er ufordøjet Hamas-propaganda – blandt andet, fordi de ikke tør sige andet. Her kommer et eksempel.

Simi Jan og hendes efterfølgere

En studievært spurgte forsigtigt TV2’s udsendte, Simi Jan, om det trods alt ikke var Hamas, der havde startet konflikten ved at sende raketter mod Israel. Det udløste kaskader af ord om, at ”de folk, jeg har talt med” siger, at det ikke passer.

Men Simi Jan burde ikke være i Gaza for kritikløst at gengive Hamas-propaganda, som hun hører på gaden. Hun burde give seerne en nøgtern og uvildig analyse. Og til det hører den information, som hun altså ikke kunne få sig selv til at levere: Jo, det er Hamas, som først sendte raketter mod Israel.

Det blev endnu værre med Simi Jans afløser ved navn Nagieb Khaja. Han rendyrkede metoden med at fortie enhver belastende oplysning om Hamas og lægge ansvaret over på Israel.

Nu har man så sendt Jens Ole Nielsen. Han følger smukt op på forgængerne ved kun at tale om Israels handlinger, mens palæstinenserne står som uskyldige ofre – knap en lyd om Hamas.

I studiet hos TV2 og TV2 News har man velvilligt spillet med på denne linje. Næsten alt har drejet sig om at spørge til palæstinenserne som ofre: ”Hvordan oplever de mennesker, du møder, situationen?” Slående nok har man spurgt meget mindre til, hvordan israelerne oplever situationen.

Det synes utænkeligt, at studieværten skulle spørge: ”Hvorfor stopper Hamas ikke sine raketangreb?” Eller: ”Har Hamas tænkt sig at fortsætte sine terroraktioner?”

Rystende omtale af trusler mod danske demonstranter

Den ekstremt partiske dækning har gentaget sig i omtalen af demonstrationer i Danmark. Således blev det tonet kraftigt ned, at folk med Hamas-sympatier optrådte stærkt truende med antijødiske slagord over for en fredelig demonstration for israelsk-palæstinensisk samarbejde den 25. juli.

Truslen var så alvorlig, at politiet valgte at flytte de fredelige demonstranter væk og siden køre dem bort i busser med hylende sirener.

Dækningen på TV2 (News) gav slet ikke noget indtryk af situationens alvor. Og der var ingen kritisk tilgang til, at politiet lod bøllerne overtage gaden og opløste den fredelige demonstration.

Tværtimod have TV2 News undervejs den frækhed at tale om ballade ”i forbindelse med forskellige demonstrationer” vedrørende Gaza. Som om parterne var lige gode om det. (Samme aften bragte man i øvrigt et særdeles aggressivt krydsforhør med den israelske ambassadør).

De Hamas-sympatiserende bøllers angreb på den fredelige danske demonstration føjer sig til en stribe voldsomme demonstrationer i andre europæiske byer, hvor jødehadet blev luftet i form af ødelæggelser på synagoger, jødiske forretninger og andet. Et dystert varsel.

TV2 følger tendentiøs dækning op med tendentiøs meningsmåling

Journalister er helt overvejende venstreorienterede. Og den meget fjendtlige attitude over for Israel og forstående holdning over for Hamas har en klar venstreorienteret prægning.

Normalt opererer man i Danmark med, at DR er den venstreorienterede station. Men TV2 har i sommer dokumenteret, at man kan være med helt fremme, hvad det angår.

Ifølge en meningsmåling, som blandt andet TV2 står bag, er der større sympati med palæstinenserne end med Israel i denne konflikt. (Megafon/TV2 og Politiken). Dermed får man kørt sømmet helt i bund:

Først bombarderer TV2 danskerne med en dækning, der lader, som om dette ikke er en konflikt mellem Israel og Hamas, men mellem Israel og ”palæstinenserne” – og ”palæstinenserne” er rene ofre.

Så laver man en meningsmåling, hvor man fuldstændig fortier, at Israels modstander er Hamas. Man taler om Israel mod ”palæstinenserne”. Hvis man havde spurgt til Israel og Hamas ville resultatet nok være et andet.

Det er en regulær medieskandale.

04. AUG 2014 Den Korte Avis

  1. No comments yet.
  1. No trackbacks yet.

Leave a Reply

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: