Home > Israel, Jew > Jødernes korte storhedstid

Jødernes korte storhedstid

Weekendavisen | 18.07.2014

Antisemitisme. Som en understrøm løber det under den europæiske kultur. Somme tider skifter det farve og retning, somme tider tier det. Og somme tider ligner jødehadet sig selv. Som sidste søndag, da en synagoge i Paris blev angrebet.

af INGER HOLST

Europas adel. De ord brugte Henrik Ibsen om jøderne. Den gamle dramatiker var kritisk over for al magtudøvelse.

Han mente, at jøderne havde udviklet deres høje kultur, fordi de var et folk uden stat.

Og dermed uden magt. Det var det 19. århundredes jøder, han tænkte på. For i Vesteuropa på den tid var jøderne kommet langt med at bryde ghettoens mure ned.

Mange af dem havde ikke nok i at være adel og luftmennesker. De rykkede ind i det solide borgerskab. De havde opnået en frihed og en tryghed, som ikke før havde været jøder forundt.

Europas adel boede bl. a. i Wien. Forfatteren Stefan Zweig tilhørte denne kultur. Han voksede op i et brus af jødisk velstand, musik og teaterkunst.

Tryghedens gyldne tidsalder, sådan oplevede han årene før Første Verdenskrig. Om denne verden og dens undergang skrev han i Die Welt von Gestern, bogen, som skulle blive hans åndelige testamente.

Stefan Zweig begik selvmord i Brasilien i 1942.

Som en hjemløs Ahasverus. En klassisk jødisk skæbne, der ikke burde have ramt en borger i det østrig-ungarske kejserrige. Hvis alt var gået som planlagt. Det gjorde det ikke. Den store europæer vidste nu, at i Europa kunne hans folk ikke leve. Han fortæller i sin bog om det øjeblik, den 5. januar 1895, da en begivenhed og en erkendelse forandrede livet for den unge Theodor Herzl.

Og for alle jøder i verden: »Han havde som korrespondent overværet den offentlige degradering af Alfred Dreyfus; han havde set, hvordan man rev epauletterne af den blege mand, mens han højt råbte: ‘ Jeg er uskyldig!’ Og han havde i det øjeblik følt i det inderste af sin sjæl, at Dreyfus var uskyldig, og at han ene og alene havde pådraget sig den grusomme mistanke for forræderi, fordi han var jøde.« Det var sket for jøder før. Herzl vidste, at det ville ske igen.

I 1896 udkom en lille pamflet fra Herzls hånd.

Jødestaten, 20 sider, som skulle ryste verden.

Herzl var en profet. Men i sit fædreland var han ikke agtet. Wiens jøder rystede på hovedet. De var østrig-ungarske statsborgere. Hvad skulle de med et jødisk fædreland? Men i Østeuropas ghettoer røg tagene af husene. Her vidste man, at jødehadets lange saga ikke var forbi.

I 1938, da Østrig blev indlemmet i Nazityskland, fandt Wiens jødiske borgerskab sig selv dybt degraderedt, på knæ i færd med at skrubbe fortove. Det var kun begyndelsen for dem, der havde stolet på, at den sunde fornuft snart ville vende tilbage til deres elskede by. Til deres højt kultiverede Europa.

Historien kender vi. I 1948, efter at 65 procent af Europas jøder var blevet myrdet, blev Herzls idé til virkelighed. Israel blev født i nye strømme af blod og ufred.

Den gyldne stad

Det var ikke alene seks millioner jødiske liv, der var gået tabt. Det var en hel kultur. Marc Chagall har malet den, den danske forfatter Henri Nathansen har dramatiseret den, den danske teatermand Sam Besekow har øst af dens kilder.

Der var i den klassiske jødiske ånd et stræbsomt element, der sendte mange til tops. Og en fælles smerte, der fik følsomme sjæle til at udvikle perler.

Chagall mindes i sine erindringer sin barndoms by Vitebsk i Hviderusland. En anden historie end den, Stefan Zweig fortæller fra Wien.

Og dog har de noget til fælles: et blik for den skønhed, der hæver sig højt over trængsler og trummerum.

Chagalls hjerte krympede sig, når han så sin far slæbe de tunge tønder på fiskefabrikken.

Men han kunne også se, at faderens tøj lyste af skæl og sildelage, når han kom hjem fra arbejde.

Sabbattens hellige lysestage lyste i Vitebsk som i Wien. Som overalt på Jorden, hvor jøder har holdt hviledagen hellig.

Sam Besekows mor, en russisk jøde, kom også fra Chagalls by: »Vitebsk! En gylden stad med perler mellem brostenene. Sådan mindes mor den.« Den gyldne stad med det rige, jødiske liv, hvor Chagalls naboer og tanter fløj på himlen, hvor grønne violinister sendte deres toner mod himlen, hvor høns og geder svævede, og en engel kunne finde på at styrte blodrød til jorden.

I 1941 blev alt jødisk liv udslettet i Vitebsk.

Som det blev udslettet i store dele af Europa.

Den europæiske jødedom eksisterer stadig.

Men kun som en skygge af sig selv. En skygge, som kun vækker opmærksomhed, når jøderne, som det sker nu igen, trækkes frem i lyset som et problem. Jødernes rige historie er ved at gå tabt i den fælles erindring. Hvor de nu entydigt forbindes med det sorte hul i europæisk historie for 70 år siden. Som mange i dag slet ikke vil høre om, fordi – »nu gør jøderne det samme mod palæstinenserne«. En sammenligning, der viser, at nu er selv Holocaust ved at gå i glemmebogen.

Inden for murene

I Danmark er jøderne en forsvindende minoritet.

Det er en del af den nationale fortælling, at Maude Varnæs kørte jøden Stein i sikkerhed i grisehandler Larsens bil. Byens familier forsonede sig. Stein forsvandt af syne.

Jødernes redning er stadig en urokkelig del af den danske fortælling. Historien er sand.

Jødehadet blev aldrig morderisk i Danmark, og redningsiveren var stor, da det gjaldt. Det var der flere grunde til. En af dem var, at mange danske jøder ikke alene integrerede sig, men også assimilerede sig og giftede sig med kristne. De blev en del af familien.

Om denne udvikling handler et andet stykke nationaldramatik, Indenfor Murene af Henri Nathansen. I 1912 slog han døren op til jødedommens helligste rum, sabbatmiddagen.

»Hyggeligt, hyggeligt,« sagde Jacob Levin, mens duften af hønsekødssuppe bredte sig fra scenen i Det Kongelige Teater. I mange generationer.

Billedet af den hyggelige jøde bed sig fast.

Endog hos en mand, hvis skæbne det var at hedde Schalburg. Som lille dreng fik han syet bittesmå SS-uniformer, der stod så godt til hans lyse hår. Siden måtte han lide under, at hans far havde bragt familienavnet i vanry. Som leder af Frikorps Danmark. Men især som nazisten, der efter sin død på Østfronten kom til at lægge navn til et berygtet terrorkorps.

Alexander Schalburg har sagt i et interview: »En jøde, som bare er jøde og sidder og er rar og hyggelig og laver god mad og alt det der, hvad fanden skal de i gaskammeret for?« Et faderopgør og en pæl igennem alle nazismens historier om jødedommen som Europas genetiske pest. En hyldest til en minoritetskultur, som den danske jøde Henri Nathansen har skildret den. Han var brandesianer, zionist og dansk i sjæl og tanke. Han var venligheden selv. En mand i sit livs stilfærdige aften. Men han måtte dele skæbne med Stefan Zweig: Heller ikke han så sit land og sin elskede by igen. Også han har vidst, at den jødiske kultur i Europa var en verden af i går. Også han måtte dø for egen hånd som fordrevet jøde i det fremmede. For ham var flugten til Sverige ikke en happy ending.

Den korte storhedstid

Der var ingen happy ending for Europas jøder.

De 35 procent, der havde overlevet, fik travlt med at sikre deres eksistens på en ny måde. Den zionistiske ideologi fik tag i de fleste. For de vidste nu, at dens grundtanke havde hold i virkeligheden: Alle jøder ved, at hadet imod dem går som en understrøm under den europæiske kultur.

Somme tider skifter det farve og retning. Men det vil næppe holde op med at flyde. Og somme tider vil det flyde over. Jøderne blev ikke zionister af erobringstrang. De blev det for at redde livet for sig selv og deres børn.

Det førte til nye krige, nye drab og nye sorger.

Men også til en ny historie.

Ghettoens krumryggede jøde blev til kibbutzens stolte appelsinplukker. Folket, der ikke måtte eje jord, fik eget land under fødderne.

Men det var ikke omkostningsfrit. Og det var ikke jøderne alene, der betalte prisen. Landet, de gjorde til deres, var ikke folketomt. Men palæstinensernes skæbne bekymrede ingen i Danmark.

Jødernes, også de israelske jøders, popularitet var enorm i de første årtier efter Anden Verdenskrig.

I 1946 stod Clara Pontoppidan for første gang på scenen som Sara Levin i Indenfor Murene. I 1963 spillede hun rollen for tv-teatret og sikrede, at lyden af hendes futsko og hjertesuk også nåede til Aalborg og Aabenraa. Mens Poul Reumert lagde sit heltebryst til rollen som Gamle Levin. Nu ligger dette stykke teaterhistorie på Internettet, som arvesølv. Forestillingen har været spillet mange gange siden. Men denne opførelse med Det Kongelige Teaters superstjerner er et minde om jødernes korte storhedstid. Den tid før seksdages-krigen, da de fleste mente, at jøderne var et adelsfolk. De, der ikke mente det, sagde ingenting.

Hadet er atter frit

Ordene »Aldrig mere« stod skrevet med ildskrift.

Aldrig mere skulle man høre en stemme, der sagde: »Jøder har ikke noget at gøre her!« Man fik den at høre alligevel. Det var på Nørrebro i januar 2013. Det kom ikke fra en klassisk dansk jødehader. Det kom ikke fra en nazist. Det kom fra en ny slags dansker. En af dem, som på grund af den begrebsforvirring, der har bredt sig, er blevet kaldt vor tids jøder. En ung dansk muslim. En af de mange, hvis forældre er indvandret fra Mellemøsten. Mohammed har desuden palæstinensiske rødder. Og han forsikrede, at krydsede en jøde hans vej, så var det en fjende, som han ville gøre alt for at skade.

»Jøder har ikke noget at gøre her,« sagde han til Ekstra Bladet i januar 2013. Da havde landet netop stået på den anden ende, fordi en skoleleder først havde advaret jødiske forældre mod at sende deres børn i hendes skole på Nørrebro. Borgerlige politikere rejste børster. Men venstrefløjen brød ud i jubel, da skoleinspektøren pludselig tilbagekaldte alt. En radikal politiker krævede, at de, der havde rejst den grundløse anklage, sagde undskyld til muslimerne.

Den jødiske skole og synagoge er stadig pakket ind i pigtråd og bevogtet, som lå de i en krigszone.

Danske jøder må kigge sig over skulderen, når de går på gaden. Mens en SF-politiker, dansk-palæstinenseren Fathi El-Abed, har stort besvær med at holde Holocaust-hyldesten væk fra sin krigshærgede Facebook-væg.

Mens alt dette sker, har politikere og ideologer fra det etniske flertal i Danmark delt jøder og muslimer imellem sig: Er man højreorienteret, elsker man alle jøder. Er man venstreorienteret, beskytter man muslimer mod al kritik, endog fra muslimerne selv.

På de sociale medier er hadet atter frit, også for etniske danskere, der nu endelig kan sige, hvad de er brændt inde med så længe: Jøderne danser igen om guldkalven. De sidder igen på magten og medierne. De har igen et globalt netværk.

De er desuden blevet nazister og massemordere.

Og nu er de også blevet børnemishandlere.

Debatten om drengeomskæring raser i Danmark, og nye frontlinjer dannes.

Laverestående kulturkredse

Også denne debat slår gnister i alle medier.

Modstanderne har en god sag. Forestillingen om det frie barn med den naturlige krop er et led i en fin humanistisk tradition. Men det er beskyttelsen af mindretal også.

Det muslimske mindretal praktiserer også omskæring. Men det er jøderne, der har fået opmærksomhed. Det er dem, der har måttet lægge øre til, at de er forbrydere, der lemlæster deres egne børn. De omskårnes egne stemmer har svært ved at trænge igennem. Nuancer er uønskede, selv blandt debattens eksperter, som tager et entydigt medicinsk standpunkt.

Den antisemitiske tradition betragtes som sagen uvedkommende. Selv om ægte antisemitter har grebet emnet med glæde. Det kan let blive vand på deres mølle, at rabbinere i en lillebitte jødisk sekt i New York, gamle patriarker med lange, tjavsede skæg, suger blod af sårene på de små drenge efter omskæringen. Og smitter dem med herpes. Myten om den seksuelt depraverede, sygdomsbefængte og blodsugende jøde, en antisemitisk klassiker, har med denne historie fået nyt liv.

Det skete på den førende danske omskæringsmodstander overlæge Morten Frischs Facebookvæg den 5. december 2013. Det udløste voldsom kvalme og mange delinger. Selv om det intet har med danske jøders praksis at gøre.

På disse vilkår kan ingen samtale mellem ligemænd finde sted. Men fortalere for og udøvere af muslimsk og jødisk omskæring betragtes heller ikke som ligeværdige i denne sag. Den 25. april i år skrev folketingspolitiker fra Liberal Alliance, Ole Birk Olesen, på sin Facebookvæg – i vrede over, at nogen havde beskyldt ham for »kulturløs« liberalisme på grund af hans modstand mod drengeomskæring: »Jeg er fra Vesten. I Vesten er liberale opfattelser af individuelle rettigheder en del af kulturen. Det er vores kultur. I Vesten har vi også den opfattelse, at børn har rettigheder (…) I andre – og efter min mening laverestående kulturkredse – opfatter man børn som i et og alt forældrenes ejendom (…) Men sådan er vi ikke i Danmark og i resten af Vesten.« En dansk folketingspolitiker med rod i en god humanistisk tradition glemmer, at det ikke er længe siden, Vesten skammede sig dybt over at være blevet kirkegård for en laverestående minoritet.

Antisemit er han ikke. Det er der ikke mange af jødernes nye kritikere, der er. Men tydeligt er det, at jødedommens korte tid som Europas adel igen er forbi.

Tavshed

I Paris i søndags ville en jødisk kvinde gå i sin bedstemors synagoge. Tryg ved at gå på gaden var hun ikke. Men hun ønskede at sprede bønnens lys. I stedet oplevede hun noget, millioner af mennesker har svoret aldrig skulle ske i Europa igen.

Det begyndte med, at 10.000 franske muslimer og andre, der ønskede fred i Mellemøsten, demonstrerede i gaderne. Man hørte slagord mod Israel.

Men også det råb, der har lydt i Europa så mange gange før: »Død over jøderne!« 100 demonstranter tog opfordringen bogstaveligt og gik til angreb på synagogen med knive, økser og brandbomber. Flere blev såret, men ingen blev dræbt. Europas folk blev forskånet for synet af endnu en brændende synagoge. Men det skyldtes kun, at en militant jødisk organisation tog over, da politiet mistede kontrollen.

Den franske kvinde udtaler sig anonymt til et jødisk tidsskrift. Ellers har det meste været tavshed. I de franske medier, som i de danske. Om denne begivenhed siger en anden fransk jødisk kvinde, også hun anonym: »En scene som denne minder mig om nogle af de værste øjeblikke i den jødiske historie. Det er, som om vi er alene i menneskerettighedernes land.«.

Categories: Israel, Jew
  1. No comments yet.
  1. No trackbacks yet.

Leave a Reply

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: