Home > Gaza, Israel > Gazas tragedie

Gazas tragedie

Om et par måneder er det ni år siden, at Israel iværksatte en ensidig tilbagetrækning fra Gaza-striben. I august og september 2005 blev 8.000 israelske statsborgere tvunget til at forlade deres bosættelser i Gaza, og den israelske hær fulgte efter.

En gruppe jødiske velgørere i USA betalte 14 mio. dollars for 3.000 forladte drivhuse i bosættelserne og forærede dem til det palæstinensiske selvstyre, så de kunne begynde på en frisk. Men i stedet for at tage imod den fremstrakte hånd jævnede palæstinenserne drivhusene med jorden, og Hamas, den palæstinensiske terrorbevægelse, der satte sig på magten i Gaza, begyndte at affyre raketter mod Israel med en erklæret ambition om at tilintetgøre den jødiske stat. Efter et stykke tid etablerede Israel naturligt nok en blokade af Gaza for at sikre sine borgere mod en gruppe, der var mere optaget af at dræbe jøder end af at bygge en velfungerende stat, sådan at palæstinenserne kunne få indfriet deres drøm om et værdigt og fremgangsrigt liv.

Tænk, hvis palæstinenserne havde udnyttet denne mulighed og vist omverdenen, at man kunne bygge demokratiske institutioner, tiltrække investeringer og leve i fred side om side med Israel? En sandsynlig udgang på en sådan udvikling ville have været Israels tilbagetrækning fra Vestbredden og en internationalt anerkendt palæstinensisk stat.

Det lyder som en utopi i dag, men faktisk var palæstinenserne for 15-20 år siden det bedste bud på et demokrati i den arabiske verden. Det skyldtes paradoksalt nok deres samkvem med jøderne. Palæstinenserne så israelsk tv, talte hebraisk, arbejdede i Israel, lavede forretninger med jøderne, fulgte den offentlige debat i Israel og oplevede et demokrati i aktion. Så selv om de udadtil var på kollisionskurs og involveret i en konflikt med Israel, så gjorde palæstinenserne en demokratisk erfaring, der gav dem et forspring i forhold til andre lande i den arabiske verden.

I dag er den erfaring stort set gået tabt. Jøder og palæstinensere har mindre med hinanden at gøre end nogensinde. Når man ser sig omkring i Mellemøsten efter mindretal på jagt efter national uafhængighed, har kurderne for længst overhalet palæstinenserne, når det gælder udsigten til at få sin egen stat. Det skyldes ikke mindst, at kurderne i deres konflikt med centralmagten i Bagdad har afstået fra terror eller støtte til radikale grupper, men i stedet har bygget institutioner, brugt energi og ressourcer på at gøre sig økonomisk selvkørende. Hamas har til gengæld brugt sine kræfter på at bekæmpe Israel og undertrykke sin egen befolkning. Misregimentet i Gaza er så udtalt, at Hamas nu trues af grupper, der er endnu mere radikale.

Alligevel gøres Israel af nogle ansvarlig for den aktuelle eskalering. Det skyldes et overfladisk syn på konflikten. Folk i Gaza dør, mens Israel foreløbig har været forskånet for dødsofre. Derfor er Israel aggressoren, mens Hamas og Gazas befolkning er ofre, lyder logikken.

I virkeligheden forholder det sig omvendt. Israel angriber militære mål og bestræber sig på at mindske antallet af civile ofre. Hamas’ mål er at slå så mange jøder ihjel som muligt, mens man bruger sine civile som skjold. Jo flere palæstinensiske dødsofre jo bedre. Perverst, men sandt. Israels Benjamin Netanyahu formulerede forleden forskellen på Israel og Hamas: »Vi bruger raketforsvar til at beskytte vores civilbefolkning, mens de bruger deres civilbefolkning til at beskytte deres raketter,« sagde han med henvisning til Hamas.

Mere præcist kan det ikke siges..

jyllands Posten

Categories: Gaza, Israel
  1. No comments yet.
  1. No trackbacks yet.

Leave a Reply

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: