Home > Israel > »De er nok lige gode om det«

»De er nok lige gode om det«

Af: Eva Agnete Selsing, filosof

Eva Agnete Selsing, filosof

»De er nok lige gode om det.« Sådan lyder et udbredt udsagn om Israel-Palæstina-konflikten. Og det bør undre. For kan det virkelig være rigtigt? Hvad vil det sige at være lige gode? Beror »lige gode om det«-dommen på en grundig forudgående og moralsk analyse? Eller er det snarere et udtryk for, at mange simpelthen har opgivet at forholde sig moralsk til konflikten? Jeg hælder til det sidste. Og er sådan en manglende stillingtagen ikke også en slags stillingtagen?

Først kendsgerningerne. Palæstinenserne forsøgte at udslette jøderne ved statens Israels oprettelse. Sådan var det også i 1967. Og i 1973. Og sådan er det erklærede mål for Hamas, som desværre har bred opbakning blandt almindelige palæstinensere. Israelerne, derimod, har demonstreret, at de ønsker at leve i fred med deres naboer. Allerede i 1948 gjorde israelske politikere det klart, at derboende arabere var velkomne (mens op mod en million jøder flygtede, forlod eller blev smidt ud fra arabiske lande efter oprettelsen) – og de har siden klokkeklart tilbudt palæstinenserne deres egen stat. Kan man virkelig hævde, at de er »lige gode om det«, når den ene part har som ambition at udslette den anden? Er almindelig moral tilsidesat her?

Og der er meget mere: Israel leverer nødhjælp, vand, elektricitet og mad til Gaza – selv nu, hvor palæstinenserne og Hamas sender byger af raketter ind i landet. Israelerne behandler tilskadekomne civile arabere på israelske hospitaler. Mens det palæstinensiske Hamas går specifikt efter civile – de erklærede forleden, at alle israelere er et legitimt mål. Derfor skyder palæstinenserne også raketter ind over blandt andet legepladser – i håb om at ramme og dræbe jødiske børn. Den israelske hær advarer de civile palæstinensere med telefon og flyveblade, inden de præcisionsbomber Hamas’ gemmesteder – for israelernes mål er ikke, og har aldrig været, civilisterne. Israel går milevidt for at hente de unge hjem, som Hamas og co. kidnapper og mishandler. Alt imens vi ved, at palæstinenserne bruger deres egne kvinder og børn som menneskelige skjolde for at vinde mediekrigen. Der er en umisforståelig forskel i agtelsen for menneskeliv i de to lejre.

ISRAEL HOLDER OGSÅ en for regionen unik demokratisk standard ved at insistere på lige rettigheder for alle, det så vi eksempelvis med anholdelsen af de israelere, der dræbte den unge palæstinenser i sidste uge. Kunne man forestille sig palæstinenserne gøre det samme? I Israel ser man aktive, politiske kampagner for kønnenes ligestilling og homoseksuelles rettigheder (mens der hersker en ekstrem homofobi i de palæstinensiske områder). Ja, det er sågar nedfældet i israelsk lov, at man ikke må diskriminere på baggrund af køn, race eller religion – derfor findes der da også israelske arabere i både politi, retsvæsen, underholdningsindustri med videre.

Den moralske relativering, der kommer palæstinenserne til gavn i påstanden om, at de »er lige gode om det«, er udtryk for intellektuel dovenskab. Og det er med til at forlænge konflikten, fordi palæstinenserne ikke bliver mødt med de samme moralske krav som alle andre. Noget, der fint illustreres ved det faktum, at hvis araberne lagde våbnene fra sig i morgen, ville vi have fred. Hvis Israel gjorde det samme, ville landet ikke eksistere i overmorgen. De er ikke »lige gode om det.«

Link

Categories: Israel
  1. No comments yet.
  1. No trackbacks yet.

Leave a Reply

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: