Home > Uncategorized > Hallo, jeg er død!

Hallo, jeg er død!

Henrik Lykkegaard: Det var faktisk min kones idé. Det var hende, der ved morgenbordet sagde: »Skat, hvorfor har vi egentlig en fastnet-­telefon – vi bruger den jo aldrig. Skal vi ikke bare sige den op?« Svaret var indlysende: »God idé, skat, jeg ringer til TDC i morgen«.

Det var sådan det begyndte.

Nu har jeg som udgangspunkt ikke noget imod, hverken Elton John eller George Zamfir men når man i halve timer skal høre på deres musik, kun afbrudt af en automatstemme der, indimellem, minder én om, hvor langt nede i køen man befinder sig – så bliver man efterhånden en smule mørk i kødet.

Da jeg på tredjedagen endnu ikke var kommet igennem, vågnede min indre Dirty Harry op til dåd. Jeg sprang ud i min bil og kørte ind til Frederiksberg, hvor den store TDC-butik ligger – nu skulle der sateme siges op!

TDC-butikken på Frederiksberg ligger lige ved rådhuset, ved siden af en stor B&O-butik. Et pænt kvarter. Selve butikken er smukt indrettet, rundt på væggene hænger de nyeste telefoner og andet isenkram og frister. Der er roligt i butikken, man taler afdæmpet og høfligt med hinanden.

Jeg trak et nummer, og efter ti minutter var det så min tur. En ung pige med TDC-logo på skjorten tog imod.

»Hej, kan jeg hjælpe dig?«

»Ja, det håber jeg. Jeg vil gerne sige min fastnet-telefon op.«

»Det kan du ikke gøre her, du skal ringe ind.«

»Det har jeg prøvet i tre dage, det er umuligt at komme igennem.«

»Det ved jeg godt.«

»Nå, hvad gør man så?«

»Det ved jeg ikke.«

»Hør nu, dét her er en TDC-butik?«

»Det ved jeg godt.«

» … Ja, det var et retorisk spørgsmål.«

» … Æh, nå.«

»Undskyld, kan du ikke ringe ind herfra?«

»Nej, men vi har en direkte linie derovre.«

Pigen pegede over mod en telefon på en lille hylde ovre i hjørnet af butikken; ved siden af hylden stod en sød ældre dame, med håndtaske. Jeg gik over og tog røret. Der var optaget.

»Det nytter ikke,« sagde den ældre dame. »Jeg var her også i går, de tager den ikke. Min hjemmetelefon er gået i stykker, så jeg kan ikke ringe til hjemmeplejen, hvis jeg falder – det sker indimellem, og nu tør jeg ikke være alene derhjemme.«

Jeg forlod butikken i hast, og i de følgende dage forsøgte jeg i flere omgange at komme igennem. På et tidspunkt kom jeg igennem til et kontor, vistnok på Fyn, hvor man kunne melde dødsfald.

»Hallo, jeg vil godt melde mig død.«

»Så skal du ringe på hovednummeret,« lød svaret.

Efter fem dage lykkedes det så – jeg kom igennem til en dame, som tog imod min opsigelse … og så var det slut.

Nu er det så, at jeg tænker ved mig selv: Hvorfor skal direktøren for TDC have 13 millioner kroner om året for at lede et telefonselskab, man ikke kan ringe til?

Og hvorfor skal TDC-direktører hæve op til 100 millioner kr., når de går af?

Hvorfor skal bankdirektører have 7-8 millioner om året, når deres banker ikke kan give mig noget i rente for mine penge? Og hvorfor skal de hæve endnu flere millioner, når de går eller stikker af?

Jeg ved godt, at jeg måske lægger mig ud med både Cepos, Asger Aamund og det hellige almindelige erhvervsliv, men hvem bestemmer, hvor meget man er værd?

Jeg ved også godt, at »markedskræfterne« er et helligt ord, og det er muligt, at det er dygtige folk, som kunne få endnu større honorarer i udlandet, men det er jeg ligeglad med – det er vores penge, de bruger, og vores telefoner, der ikke virker.

Categories: Uncategorized
  1. No comments yet.
  1. No trackbacks yet.

Leave a Reply

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: